Annoncørbetalt indhold Byens små værksteder holder olien væk fra kloakken, og de færreste ser det - + Del artikel Del Del Print Kopiér link 20 nov. 2026 kl. 13:14 Denne artikel er sponsoreret af kk.dk I en baggård lidt fra Jagtvej på Nørrebro ligger et autoværksted med plads til tre biler, hvis man parkerer tæt. Porten står åben det meste af dagen, radioen kører, og på gulvet ved den midterste lift ligger en grå måtte, der ser ud til at have ligget der længe. Den er ikke pynt. Måtten er det, der står mellem en utæt bundprop og det afløb, der tyve meter længere nede ender i Københavns kloaknet. Få af kunderne lægger mærke til den, og det er sådan set meningen. København har flere hundrede små autoværksteder, cykelsmede med motorafdeling, maskinværksteder og lagre med en truck eller to, fordelt i baggårde på Nørrebro, i de gamle industrikvarterer i Sydhavn og langs Amagerbrogades sidegader. De fleste har tre til otte ansatte, en ejer, der også selv skruer, og en hverdag, hvor motorolie, bremsevæske, kølervæske og rensemidler går gennem hænderne hver dag. Det miljøarbejde, der følger med, står ikke på skiltet ude ved porten, men det er en forudsætning for, at værkstedet overhovedet må ligge, hvor det ligger. Problemet med olie i byen er ikke mængden, men vejen. Fem liter motorolie, der løber i et gulvafløb uden olieudskiller, ender i det samme rør som regnvandet fra gaden og spildevandet fra opgangen ovenpå. Herfra løber det mod et af BIOFOS' renseanlæg, hvor olie forstyrrer den biologiske rensning, eller ved kraftig regn direkte i havnen gennem et overløb. Løber olien i stedet ud i baggårdens grus, kan den efter år stå i jorden som en forurening, der skal kortlægges, når ejendommen en dag skal sælges eller bygges om. Begge veje er dyre, og begge begynder med en pøl på et gulv. Reglerne er derfor ret håndfaste, også for det mindste værksted. Den nationale autoværkstedsbekendtgørelse stiller krav til, hvordan olie og kemikalier opbevares, hvordan gulve og afløb skal være indrettet, og hvordan farligt affald skal sorteres og afleveres. Københavns Kommunes vejledning til byens autoværksteder oversætter kravene til hverdag: olie og kemikalier skal stå på spildbakker eller i rum uden afløb, gulvafløb i værkstedsområdet skal enten være sløjfet eller ført til olieudskiller, og brugt olie, filtre og oliefyldte klude skal afleveres som farligt affald til en godkendt modtager. Det er Teknik- og Miljøforvaltningen, der fører tilsyn, og tilsynet kommer både anmeldt og uanmeldt. På værkstedet i baggården er det ejeren selv, der har gjort reglerne til rutine. Nye dunke med olie står på en spildbakke af plast under reolen. Den brugte olie løber i en tank med en bakke under. Afløbet midt i gulvet er plomberet med en metalplade, og det eneste afløb, der stadig er åbent, sidder i vaskerummet og går gennem en udskiller, der tømmes af en slamsuger et par gange om året. Rutinen tager ikke lang tid, men den kræver, at nogen holder øje. Det er typisk ejeren, fordi det også er ejeren, der får regningen, hvis det går galt. Spildkittet er det næste lag. Det består sjældent af mere end en spand eller en kasse med granulat, nogle absorberende måtter, et par pølser, der kan lægges rundt om en pøl, handsker og nogle sække til det brugte materiale. Hele sættet fylder mindre end et bildæk og koster et par tusinde kroner. Pointen er, at det står et sted, hvor man kan nå det uden at træde igennem olien først, og at det bliver fyldt op, når det har været brugt. På flere værksteder i Sydhavn hænger kittet på væggen ved porten, synligt for alle, og med en seddel om, hvem der bestiller nyt. Materialet kommer fra en håndfuld leverandører, der sælger til værksteder, vognmænd og byggepladser. Nogle bestiller gennem grossisten sammen med reservedele, andre køber direkte på nettet hos specialiserede forhandlere som oliesug.nu, og enkelte henter stadig en sæk kattegrus i byggemarkedet, fordi det er det, de altid har gjort. Forskellen mellem produkterne er mere teknisk end afgørende: mineralsk granulat er billigt og tungt, organisk granulat af træfibre eller tørv suger mere pr. kilo, og olieabsorberende måtter afviser vand og tager kun olie, hvilket er praktisk på et gulv, der også bliver vasket. Det vigtige er, at der er noget, og at det ligger tørt. Oprydningen følger altid den samme rækkefølge, og den fungerer, uanset om det er en halv liter bremsevæske eller et helt bundkar. Først stoppes kilden, så dækkes afløbet eller spærres med en pølse, så lægges absorberende materiale ud fra kanten og indad, så det ikke skubber olien videre. Materialet får lov at arbejde et par minutter, fejes op og lægges i en sæk, der mærkes og stilles sammen med det øvrige farlige affald. Gulvet vaskes ikke med vand bagefter, før alt det synlige er taget op, fordi vand kun flytter olien hen, hvor man ikke vil have den. Et værksted, der har gjort det tre gange, gør det på ti minutter. Det brugte materiale er farligt affald, og det er her, mange små virksomheder snubler. En sæk oliegranulat må ikke i containeren til restaffald, uanset hvor lille den er. Københavnske virksomheder kan aflevere mindre mængder farligt affald gennem den fælleskommunale modtagestation SMOKA eller via en godkendt transportør, og værkstedet skal kunne dokumentere, hvor det er blevet af. På hylden ved kontoret på Nørrebro ligger kvitteringerne fra de sidste tre år i en mappe. Det er det første, tilsynet beder om at se, og det er det, der viser, at rutinen ikke bare findes på papir. Hos et maskinværksted i Sydhavn, hvor der mest repareres trucks og små entreprenørmaskiner, er udfordringen en anden. Hydraulikolie er tyndere end motorolie og løber hurtigere, og maskinerne kommer ind med slanger, der allerede er begyndt at lække. Her står der spildbakker under hver maskine, der venter på reparation, og en rulle absorberende måtte, der kan skæres af i længder efter behov. Det meste af forbruget går til små spild, der aldrig ville være blevet til en sag, men som tilsammen ville have efterladt gulvet glat og afløbet tilstoppet. Ingen af dem bliver indberettet, og det er netop pointen med at have materialet stående. Tilsynet fra Teknik- og Miljøforvaltningen er mindre frygtet, end man kunne tro. De fleste besøg handler om det samme: hvor står olien, hvor går afløbene hen, hvor er affaldet, og hvor er papirerne. Et værksted, der kan svare på de fire spørgsmål, slipper som regel med nogle få anmærkninger og en frist. Et værksted med et åbent afløb midt i gulvet og dunke direkte på jorden får et påbud, og det er dyrere at indrette sig efter et påbud end at gøre det i ro og mag inden. Om granulatet kommer fra Oliesug eller fra byggemarkedet, er tilsynet ligeglad med. Det, der tæller, er, at det er der, og at det brugte er afleveret rigtigt. Ude i baggården på Nørrebro bliver den grå måtte ved den midterste lift skiftet, da værkstedet lukker ved fem. Den gamle ligger i en mærket sæk ved siden af tanken med brugt olie, klar til afhentning i næste måned. Ingen af dagens kunder har set det, og i morgen ligger der en ny måtte på samme sted. Det er den slags miljøarbejde, byen består af: lidt gummi, lidt granulat og en ejer, der ved, hvor afløbet går hen. Denne artikel er sponsoreret af kk.dk Om Annoncørbetalt indhold Annoncørbetalt indhold er et annonceformat, der er blevet til i samarbejde mellem JFMs kommercielle afdelinger og en annoncør. JFMs uafhængige redaktionelle medarbejdere er således ikke involveret i nogen faser af udviklingen af det betalte indhold. Lige som annoncørerne ikke har nogen indflydelse på det redaktionelle indhold på JFMs nyhedssites. Når en artikel er markeret med ’annonce’ eller ‘annoncørbetalt indhold’, betyder det, at en annoncør har betalt for artiklen og har haft indflydelse på indholdet i den konkrete artikel. Annoncørbetalt indhold skal leve op til JFMs nyhedssites øvrige stil, tone og den generelle kvalitet, som læserne normalt forventer sig at møde. Annoncørbetalt indhold vil altid være tydeligt afmærket med ‘Annoncørbetalt indhold’ og annoncørens navn for at gøre det tydeligt for vores læsere, at artiklen er betalt.