Lønforskellen på København og det øvrige Danmark

Denne artikel indeholder sponsoreret indhold

Det er ingen hemmelighed at en københavner får mere i lønningsposen, end en ålborgenser, selv om de har nøjagtig samme uddannelse, laver det samme arbejde og arbejder i nøjagtigt lige mange timer. Sådan har det altid været og sådan bliver det højst sandsynligt ved med at være.

Årsagen til at det er sådan, er at det faktisk er meget dyrere at leve i København end i Ålborg. Vendt på hovedet, ganget og divideret, får de altså i virkeligheden den samme købekraft, for deres forskellige løn. Problemet er ikke at der er forskel, men faktisk at forskellen ikke længere er stor nok.

Lønforskellen på København og det øvrige Danmark er imidlertid ikke den eneste lønforskel vi har i landet. Der er meget stor forskel på om man lever af at spille tennis, passe de ældre eller være ufaglært.

Det koster en dygtig fodboldspiller

En rigtig dygtig fodboldspiller eller tennisstjerne, kan gå på pension før han eller hun fylder 30 og leve fedt resten af livet. Gustav Isaksen er en af vores dygtige fodboldspillere. 90-130 millioner kroner, dette er arbejdsprisen på Gustav Isaksen, hvilket gør ham til et af de dyreste salg i superligaen. I Danmark er der ikke særligt mange, hverken fodboldspillere eller tennisstjerner, der rent faktisk når så langt, at de kan leve af deres sport. De der kan, lever til gengæld godt.

En Folkeskolelærer er dyre i København

Enhver folkeskolelærer kan skrive under på at de har et meget krævende arbejde. Her skal der ikke diskuteres om de får løn som fortjent. En folkeskolelærer i København, får mere end 1000 kroner mere i løn om måneden, end en folkeskolelære i resten af Danmark. Når man så lige tænker over at alle lærer faktisk arbejder hårdt for deres løn, så skure beløbet en smule.

Lønnen stiger ikke nok

Generelt stiger lønnen ikke nok. Hverken for skolelæren, skorstensfejeren eller de ufaglærte. Lønstigninger i Danmark er lagt i meget faste rammer, som det næsten ikke kan lade sig gøre at rokke på.

Overenskomstforhandlinger bliver der set frem imod med spænding og forventning, men de lander aldrig der hvor lønmodtagerne håber på.

I disse dage er købekraften væsentligt forringet, men lønnen reguleres ikke derefter. Lønforskelle i landsdele og i erhvervsgrupper, synes pludseligt uvæsentlige, idet alle lønmodtagere, over en kam, ikke stiger nok i løn.

Prisstigninger i hele landet

Krisen kradser alle vegne. Faktisk kradser krisen ikke kun i hele Danmark, men både i det øvrige Europa og resten af verden. Egentlig er det en energikrise, som er en udløber af krigen i Ukraine. Men, en krise med energi som centrum, er faktisk en krise på alle niveauer.

Alt hvad der forhandles skal transporteres. Al transport kræver energi. Merudgiften på energi, tillægges alle varer og giver dermed prisstigninger på stort set alt.

For den enkelte forbruger betyder det således både en prisstigning på den energi, han eller hun selv bruger og en prisstigning på alle fornødenheder.

Hvis lønnen afhang af den faktuelle købekraft og blev reguleret derefter, ville alle lønmodtagere med øjeblikkelig virkning få en stor lønstigning. Sådan forholder det sig ikke.

Mange bække små

Det eneste lønmodtageren kan gøre er at spare på alt hvad der kan spares på.

Lyset kan slukkes, der kan skrues ned for varmen. Bilen kan skiftes ud med cyklen, når det er muligt. De store bøffer til søndagens gode middag, kan laves om til frikadeller med stuvet hvidkål. Først og sidst, handler det endnu en gang om at spænde livremmen ind, afvente bedre tider og indtil da tænke på at mange små besparelser, tilsammen bliver til en hel del. Mange bække små, gør en stor å.

Denne artikel indeholder sponsoreret indhold