Sådan bruges en pupillygte i medicinsk undersøgelse

Denne artikel er sponsoreret af STETOSKOP.DK

En pupillygte (også kaldet en pencillygte) er et uundværligt redskab for sundhedspersonale til hurtige, fokuserede undersøgelser. Pupillygten giver et kraftigt, koncentreret lys, som kan hjælpe med at vurdere neurologisk status og inspicere øre, næse og hals. Nedenfor følger en trinvis guide til de typiske anvendelser af pupillygten i klinisk praksis, samt tips til korrekt brug af dens indbyggede pupilskala og lineal.

Neurologiske tests med pencillygte

Pencillygten anvendes først og fremmest til at vurdere pupillernes reaktion som led i en neurologisk undersøgelse. Pupillerne giver vigtige fingerpeg om hjernens tilstand og kranienervefunktion. Undersøgelsen omfatter kontrol af pupillernes størrelse, symmetri og refleksreaktion på lys og nærfokus. Her er en trin-for-trin guide:

1.Forberedelse: Dæmp rumbelysningen, så pupillereaktionen bliver lettere at observere. Sørg for at pupillygten virker og lyser klart. Forklar kort patienten, at du vil lyse i øjnene, da det skarpe lys kan være ubehageligt et øjeblik.

2.Inspektion af pupiller: Kig først på pupillerne uden at lyse direkte på dem. Bemærk pupilstørrelsen og form i hvile. Normale pupiller er runde og typisk 2–5 mm i diameter under normale lysforhold. Tjek om de er lige store (isokore); en lille forskel i størrelse (anisokori) kan være fysiologisk hos nogle personer, men bør noteres.

3.Direkte lysrefleks: Hold pupillygten ca. 10 cm fra patientens øje og lys ind mod den ene pupil fra siden (for at undgå at patienten blændes for tidligt). Observer den direkte pupillereaktion i det øje, du belyser – normalt trækker pupillen sig hurtigt sammen (miosis) som reaktion på lyset.

4.Indirekte (konsensuel) lysrefleks: Fjern lyset et par sekunder, og lys igen i samme øje, men denne gang fokuser på det modsatte øje. Konsensuel reaktion betyder, at også pupillen i det ikke oplyste øje trækker sig sammen samtidig. Dette sker normalt, da nervebanerne krydser i hjernestammen. Kontroller begge øjne på denne måde: lys i højre øje mens du ser på venstre pupil og omvendt.

5.Vurder refleksens kvalitet: Notér om pupillerne reagerer hurtigt og symmetrisk. En normal reaktion er brisk (hurtig og fuld kontraktion). En svag eller langsom lysreaktion kan indikere neurologisk dysfunktion (f.eks. påvirkning af n. oculomotorius eller lysvejens afferente bane). Typisk dokumenteres fund som f.eks. "pupiller isokore, runde, reagerer hurtigt direkte og konsensuelt på lys".

6.Swinging light test (afferent pupil-refleks): Hvis du mistænker en afferent pupildeffekt (f.eks. ved optikusneuropati), kan du udføre en swinging flashlight test. Flyt hurtigt lyskeglen fra det ene øje til det andet hvert 2. sekund. Observer om pupillerne dilaterer paradoksalt ved belysning af det afficerede øje – dette vil afsløre en relativ afferent pupildefekt (RAPD), også kendt som en Marcus Gunn-pupil.

7.Akkommodationsrefleks (nærreaktion): Bed patienten om at fokusere blikket på et fjernt punkt i rummet et øjeblik, og før dernæst din finger eller pencillygten ind ca. 15 cm foran patientens øjne. Patientens blik skifter dermed fra fjern- til nærfokus. Observer pupillerne under dette – normalt vil de trække sig sammen ved nærfokus (samtidig konvergerer øjnene). Denne nærreaktion tester en anden refleksbue (akkommodationsrefleksen via n. oculomotorius) og indgår i vurderingen PERRLA (Pupils Equal, Round, Reactive to Light and Accommodation).

Tip: Vær opmærksom på at dokumentere pupillerne korrekt. Ud over størrelse og reaktion kan man angive eventuelle asymmetrier. For eksempel: "Pupiller 4→2 mm bilateralt ved lys, brisk direkte og consensuelt, ingen anisokori." Dette beskriver pupillerne før pilen (4 mm i normal belysning), og efter pilen den mindste størrelse under lys (2 mm), samt at reaktionen var hurtig og ens på begge sider.

Øreundersøgelse med pencillygte

En pencillygte kan bruges til en basal øreinspektion, selvom en egentlig otoskopi giver et bedre indblik i øregangen og trommehinden. Til en hurtig vurdering af ydre øre og øregang kan pupillygten dog være til stor hjælp. Følg disse trin:

1.Ydre øre: Begynd med at inspicere det ydre øre (auriklen/øremuslingen) for rødme, hævelse, udslæt eller ømhed. Tryk let på tragus (den lille brusktap foran øregangen) og mastoid (knoglen bag øret) for at tjekke om der er smertereaktion, da dette kan indikere ydre eller mellemørebetændelse.

2.Ret øregangen ud: Hvis du skal kigge ind i øregangen, så træk forsigtigt i patientens øre for at rette øregangen ud. Hos voksne trækkes opad og bagud i øvre del af auriklen; hos børn trækkes øret blidt nedad og bagud, da deres øregang vinkler anderledes. Dette giver et bedre syn lige ind.

3.Inspektion af øregang: Brug pupillygtens lys og kig ind i den ydre øregang. Hold lygten tæt ved øreåbningen (uden at berøre huden inde i øret) og få et indblik. Observer om øregangen er fri eller blokeret af cerumen (øre-voks), fremmedlegemer eller hævelse. Notér eventuel sekretion (pus eller væskeudflåd) og lugt – ildelugtende purulent flåd kan tyde på infektion.

4.Vurder trommehinden (hvis synlig): I nogle tilfælde kan man ane trommehinden bagerst i øregangen som en skinnende membran. Normalt er trommehinden grålig og halvgennemsigtig med en trekantet lysrefleks (refleksion fra lyskilden) anteroinferiort. Bemærk, hvis trommehinden virker rød, buler frem (tegn på mellemørebetændelse) eller har et perforeret hul. Da pupillygten ikke har forstørrelse, er det begrænset hvor detaljeret trommehinden kan vurderes – ved mistanke om patologi bør man benytte et otoskop for nærmere undersøgelse.

Afslut øreundersøgelsen ved at notere fundene. Normale fund kunne beskrives som: "Øregange fri, trommehinder upåfaldende (grålige, ingen tegn på perforation eller rødme)". Husk at pencillygten primært giver en orienterende undersøgelse af øret – en grundig øreundersøgelse kræver otoskopi.

Næseundersøgelse med pencillygte

Næseinspektion med pupillygte kan afsløre vigtige tegn på irritation, infektion eller strukturændringer i næsehulen. Følg disse trin for en systematisk undersøgelse:

1.Ekstern inspektion: Start med at se på næsen udefra. Er næseryggen lige, og er der hævelse, rødme eller deformation? Spørg eventuelt ind til traumer, hvis næsen virker skæv (tidligere næsefraktur).

2.Åbning af næsebor: Bed patienten om at læne hovedet en smule tilbage. Brug tommel- eller pegefingeren til forsigtigt at løfte spidsen af patientens næse opad. Dette åbner næseborene og giver bedre indsyn til næsehulen.

3.Belysning af næsekaviteten: Hold pupillygten med den anden hånd og lys ind i det ene næsebor ad gangen. Inspektér den forreste del af næsehulen. Bemærk næseslimhindernes farve og tilstand: En normal slimhinde er lyserød og fugtig. Rød, hævet slimhinde kan tyde på infektion, mens bleg, hævet (evt. blåligt skær) slimhinde kan indikere allergisk rhinit.

4.Septum og muslinger: Kig på næseseptum (skillevæggen mellem næseborene) for at se om den står midtstillet. En skæv septum (devieret septum) kan forklare vejrtrækningsbesvær gennem det ene næsebor. Se også på de nedre næsemuslinger (conchae) om de er forstørrede. Brug lyset til at lede efter polypper – disse ses som grålige, blanke udposninger i næsehulen (typisk udgående fra muslingerne eller sinusområdet).

5.Sekret og blødning: Tjek om der er sekret. Klart sekret kan ses ved allergi eller virus, mens tykt gulgrønt pus taler for bakteriel infektion i bihuler/næse. Blodskorper eller frisk blod kan være tegn på epistaxis (næseblod) tidligere eller igangværende; Little’s område fortil på septum er et hyppigt sted for næseblødning – se efter sår eller skorper dér.

Hvis forholdene tillader, kan man også vurdere luftpassagen ved at bede patienten om at ånde skiftevis gennem hvert næsebor (én ad gangen lukket) – dette kræver ikke lys, men supplerer billedet. Husk at en egentlig detaljeret næseundersøgelse kan kræve et næsespekulum og evt. endoskopi hos en øre-næse-hals-specialist, men pencillygten er et godt værktøj til den indledende inspektion.

Hals- og svælgundersøgelse med pencillygte

Inspektion af mundhule og svælg er et andet område, hvor pupillygten kommer til sin ret. Mange fund i mund og hals kræver godt lys for at opdage. Sådan udføres en grundig undersøgelse af hals/svælg med hjælp fra pupillygten:

1.Forberedelse og mundhule: Bed patienten åbne munden så højt som muligt og sige "Ah". Brug handsker for god hygiejne. Hvis belysningen i rummet er dårlig, kan du med fordel også her justere den omkringliggende belysning lidt ned så din pupillygte kontrasterer bedre. Ret pencillygtens lys mod mundhulen og inspicér først generelt: Er slimhinderne i kinderne og på læberne lyserøde og fugtige? Er der belægninger eller sår? Kig på tænder og tandkød for tegn på karies, gingivitis (rødme, hævelse) eller tandproteser, der måske generer.

2.Tunge og gane: Få et overblik over tungen – bed patienten række tungen frem. Brug lyset til at se efter belægninger (hvidlige belægninger kan være tegn på svamp eller dårlig mundhygiejne), sår eller tandmærker langs randen. Løft derefter blikket mod ganen: Den hårde gane fortil og den bløde gane bagtil. Notér om der er petecckier, rødme eller andre forandringer. Ved at sige "Ah" skulle den bløde gane løfte sig ens på begge sider, og drøblen (uvula) skal løfte sig lige i midten. En evt. deviering af uvula til én side under "Ah" kan indikere ensidig ganesejlsparese (påvirkning af n. vagus).

3.Brug af spatel: For at inspicere svælget ordentligt kan det være nødvendigt at benytte en tungespatel. Placer spatelen (eller alternativt bagsiden af en ske, hvis en spatel ikke er tilgængelig) på den forreste del af tungen og tryk let nedad og fremad, mens patienten igen siger "Ah". Med den anden hånd lyser du med pupillygten ind i halsen. Vær omhyggelig med ikke at udløse stærk brekningsrefleks; tryk ikke for langt bag på tungen.

4.Tonsiller og svælg: Inspektér begge mandler (tonsiller), hvis patienten stadig har dem. Vurder størrelse (er de forstørrede?), farve og overflade. Er der rødme eller hvide pletter/belægninger på tonsillerne (tonsillitis-tegn)? Læg mærke til eventuel asymmetri – én tonsil markant større end den anden kan være tegn på en peritonsillær absces, især hvis der samtidig er drøbel-deviering. Kig også på bagsvælget (pharynx-bagvæggen) for rødme, hævelse eller synligt pus. Små lymfoide granula kan normalt ses som kornet overflade i svælget, men kraftig rødme og striber af pus taler for bakteriel svælginfektion.

5.Evt. refleks og stemme: Efter inspektion kan man, hvis relevant, teste gag-refleksen (svælgrefleksen) forsigtigt ved kort at berøre svælgvæggen med spatlen og se om patienten brækker sig/reflekstorisk kniber pharynx sammen – dette skal dog gøres med forsigtighed og er sjældent nødvendigt med mindre neurologisk udfald mistænkes. Notér også patientens stemme og synkefunktion i forbindelse med undersøgelsen: Hæshed eller synkebesvær kan tyde på larynx- eller nervus vagus-problemer, som dog kræver yderligere undersøgelsesmetoder end pupillygten.

Ved afslutning af mund/svælg-undersøgelsen har du fået et overblik over eventuelle infektionstegn (fx pharyngitis eller tonsillitis), mundslimhindens tilstand og neurologiske funktioner som uvula-løft og gag-refleks. Alt dette med hjælp fra den lille pencillygte og en spatel. Husk at notere relevante fund som fx: "Mundslimhinde lyserød og fugtig, ingen belægninger. Tonsiller små, ingen rødme eller pus. Uvula midtstillet, symmetrisk ganebevægelighed på 'Ah', intet abnormt."

Tips til pupilskala og centimetermål

Mange medicinske pupillygter er udstyret med ekstra funktioner trykt på selve lygten, der kan hjælpe med hurtig vurdering og dokumentation. Især to ting er nyttige: en pupilskala og et lille centimetermål (lineal). Her er nogle tips til at bruge dem korrekt:

·Korrekt aflæsning af pupilskala: På siden af mange pencillygter findes en række små sorte cirkler med angivne diametre (typisk fra ca. 2 mm til 9 mm). Disse fungerer som en pupilskala. For at bruge den holder du lygten op ved siden af patientens øje (uden at lyse ind i øjet endnu) og sammenligner størrelsen på patientens pupil med cirklerne. Vælg den cirkel der matcher pupillets diameter mest nøjagtigt. Dette giver en objektiv måling af pupilstørrelsen i millimeter, som du kan notere. Tip: Udfør denne måling før du lyser direkte på pupillen, da lyset får pupillen til at ændre størrelse. Hvis du vil kende både den indledende pupilstørrelse og den mindste størrelse under lys, kan du måle igen efter lysrefleksen. Pupilskalaen sikrer, at din dokumentation (f.eks. "pupiller 5 mm -> 3 mm") er præcis frem for et skøn.

·Brug af indbygget lineal (cm-mål): Pupillygtens cylinder har ofte en trykt lineal, typisk op til 5 cm, inddelt i centimeter og millimeter. Denne centimetermål er praktisk til hurtigt at vurdere små afstande eller størrelser under en undersøgelse. Du kan f.eks. måle størrelsen på en hudlæsion, en indretnings byld eller hvor stor en åbning er. I øre-næse-hals-regi kan linealen bruges til at vurdere størrelsen på en tonsilhypertrofi (ved at estimere hvor mange millimeter tonsillen rager ind mod midtlinjen), eller til at måle længden af et sår i mundhulen. Det kan også være nyttigt at måle afstanden fra en tand til en læsion på slimhinden, hvis man vil følge op på om den vokser. Linealen på lygten gør det nemt at få en objektiv størrelse med i journalen uden at skulle finde et separat måleredskab. Husk blot at holde lygten helt tæt på objektet, du måler, for at undgå parallax-fejl, og læs af i øjenhøjde.

·Generelle brugstips: Sluk pupillygten, når den ikke er i brug, for at spare batteri – en svag lysstyrke kan kompromittere undersøgelsen. Hav gerne en ekstra lygte eller batteri klar, da et stærkt lys er essentielt for pålidelige fund. Rengør ydersiden af lygten jævnligt, især hvis den har været i kontakt med patientens hud eller mund (mange lygter er glatte og kan tørres af med spritklud). Undgå at pege lyset direkte i øjnene på patienter længere end nødvendigt – især børn kan finde det ubehageligt, så vær klar til at gennemføre testene hurtigt og effektivt.

Denne artikel er sponsoreret af STETOSKOP.DK