Annonce
Debat

Efter Helena har boet to år i bydelen, fastslår hun: Østerbro ligger i Italien

Helena Hauge, præst i Davids Kirke, har nu boet to år på Østerbro. Arkivfoto: Karen Vistesen

Nu har jeg snart boet to år her på Østerbro, og jeg ligner i mindre grad en turist, når jeg bevæger mig rundt i bybilledet. Jeg er begyndt at slå rødder og føle mig hjemme. Også i Davids Kirke, hvor jeg ganske vist stadig er ”den nye præst”, men er blevet en del af fællesskabet.

Det at flytte fra provinsen til hovedstaden har mindet mig om, hvor vigtigt begrebet fællesskab er. Derfor er jeg begyndt at bevæge mig nysgerrigt rundt og betragte menneskemylderet fra mange vinkler i en søgen efter det, vi er fælles om. Hvordan ser fællesskaber ud her i byen?

Det er som om, vi alle sammen længes efter ”de små fællesskaber” som jeg har valgt at døbe dem.

Helena Hauge, sognepræst, Davids Kirke

Forleden var jeg på Café Kapers og her møder jeg en pragtfuld kvinde, Inger, som også kommer i kirken. Inger fortæller, at caféen er hendes stamsted, og hun kommer der mindst tre gange om ugen. Efter gudstjenesten er de også en mindre flok, som fortsætter på caféen, og så hygger de sig her til hen på aftenen og taler om liv, rejser, mænd og oplevelser, og hvad der ellers falder dem ind.

Annonce

Jeg lytter interesseret, mens Inger fortæller om sit spændende liv med rejser og kærlighed. Da hun løfter sin kop fra underkoppen, ser jeg, at en af medarbejderne har tegnet et rødt hjerte på Ingers serviet, og min hyggelige kaffe-makker er også på fornavn med alle medarbejderne.

Inger møder også ofte nogen, hun kender udenfor, og så får de en sludder og måske en kaffe, og det slår mig, at det her er det mest italienske, jeg længe har hørt om og oplevet på Østerbro.

I Italien, hvor jeg har boet, dyrker de fællesskabet ved at gå ud. Så sidder man på en bænk eller går på bar og bruger hele dagen dér over en kaffe. De taler med alle og kender de fleste. Ind i mellem kommer et par børnebørn forbi i frokostpausen og kysser den gamle på kinden, og hvis de er heldige får de en mønt i hånden af la nonna, deres bedstemor.

Vi kender ikke rigtig til sådan en fællesskabskultur i Danmark, hvor vi også på grund af vores kølige klima er mere hjemme end sydpå. Og så alligevel fortalte Inger mig jo om det fællesskab, hun oplever på stamcafeen. Jeg genkender det også selv fra den neglesalon, hvor jeg kommer.

Indretningen i neglesalonen er ret langt fra den vanlige Østerbro-decostyle. Her er ingen evighedsblomster i vinterblege nuancer, men plastikblomster i pangfarver og ikke mindst en kolossal samling af kukure samt et lille buddha-alter ved siden af akvariet med guldfiskene.

Men her mødes vi, mest kvinder, og selvom det er neglene, der skal have farve, så er det som om vi på dette sted, hvor ingen kender hinanden, kan få nogen af de uforpligtende samtaler, som er nemme at gå til.

Man falder i snak ved at komplimentere en kundes farvevalg og vedkommende fortæller som regel begejstret om, hvorfor valget faldt på netop den farve. Derfra kommer der ofte gang i snakken med spørgsmål som ”Hvad arbejder du med” og ”Hvor gamle er dine børn” og så videre.

Der er konstant små samtaler i gang i alle stolene, hvor de danske gloser blander sig med de uforståelige vietnamesiske ord.

Det er som om, vi alle sammen længes efter ”de små fællesskaber” som jeg har valgt at døbe dem. De små fællesskaber oplever vi ofte, når vi er på Facebook og for eksempel skriver tillykke til hinanden eller liker noget og skriver en lille kommentar. Eller når vi går tur med den firbenede og får en herlig snak med den tobenede for enden af snoren om vejsalt og hundepoter, hunderacer eller opdragelse. Man kan sige, at det handler om livet på det lille plan.

Måske er det i virkeligheden de små fællesskaber vi skal dyrke noget mere. Jeg tror, at de giver os en lang større tilfredsstillelse og hverdagsglæde, end vi umiddelbart anser dem for at bidrage til. De gør altså ens dag bedre. Og så taler det også til min interesse for at lære noget nyt om andre mennesker.

Det tror jeg, at de fleste godt kan lide og vi bliver også mere rummelige overfor hinanden ved at opdage hvor ens, vi egentlig er. Selvom vores hverdagsliv er forskellige, er det ofte de samme ting, som gør os glade eller gør os bange. Det gælder på Østerbro som i Italien.

Når jeg bliver ældre her på Østerbro, så vil jeg også have en stamcafé som Inger. Tænk hvis der en dag kommer et barnebarn forbi og slår mig for en is, mens jeg sidder og betragter verden og mennesker - jeg kan næsten ikke vente.

Men indtil da fortsætter min søgen efter de små og store fællesskaber her på Østerbro. Og med det følger lysten til at føre den undervurderede smalltalk, som er indpakningen af de små fællesskaber, hverdagen heldigvis byder så rigeligt på.

Annonce
København

16-årig forbrændt efter ildspåsættelse af spritdispenser

Det sker

Morten Pape læserarrangement: Stadig ledige pladser tilbage

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Byliv

Lokket til at sige ja til kopi af jysk vartegn: - Jeg synes, det nærmer sig bondefangeri

Historisk

Søen ved landsbyen: Københavnernes vandforsyning gennem 500 år

23-årige Lotte skal forsvare, at hun bliver boende i provinsen: - Folk har nærmest ondt af mig, fordi jeg ikke bor i byen

90 års fødselsdag

`Soul Twins` med vaskeægte lejrbåls-stemning: Lokale opvarmede for Hjalmer

27-årig nordjyde skrev et 150 sider langt manifest og kaldte sine planer om et massemord for hævnens dag

Annonce