Annonce
Store danskere

Erik Clausen: En af de store danskere

Erik Clausen i sit malerværelse på Enghave Plads. Foto: René Mølskov
VesterbroLIVs Githa Schultz har mødt Erik Clausen til en snak om livet efter et år med corona-nedlukning og en række historier fra et levet liv på Vesterbro.

- Velkommen min pige, jeg plejer at spille en melodi for gæster på min harmonika, siger Erik Clausen, mens han tager sin harmonika fra 1930 frem. En fin lille improviseret melodi dedikeret til lejligheden, og så er tonen slået an til en god stund.

Der er noget ubetinget rørende, uskyldigt og kært langt indefra Erik Clausens sjæl. En imødekommende legesjæl der samtidig gennemskuer dig, hvis du skulle fristes til at køre falsk smiger.

Inspirationen fra Vesterbro

Første gang jeg så Clausen optræde på Enghave Plads var i 1980`erne med vennen Leif Sylvester Petersen, hvor de optrådte som gøglere. De to mødte hinanden på en Efterårsudstilling på Den Frie og dagen efter kom Sylvester forbi Clausens atelier. På den måde begyndte samarbejdet med gøgl, malerier, film og musik.

Erik Clausen har instrueret, skrevet manuskript og selv spillet med i mindst 14 af sine film siden Cirkus Casablanca fra 1981. Før samarbejdet med Leif Sylvester Petersen var Clausen en del af Røde Mors Rock Cirkus.

Erik Clausen lader sig ofte inspirere af Vesterbro-karakterer eller andre brokvarterstyper i sine film. Eller i et helt andet miljø som Den Internationale Latterklub, jeg var med til at starte op. Et latterfænomen fra Indien der bredte sig til verden og i Danmark i 1990`erne blev til starten på en film af Erik Clausen.

Annonce

Clausens yndlingsfilm

- Min egen yndlingsfilm er Cirkus Casablanca. Som den første kærlighed, da man var ung, var min første film størst, hvad angår forventningens glæde og kammeratskabet var på sit højeste. Derfra skal næste film bare være bedre og bedre, og man bliver aldrig helt tilfreds, siger han.

Erik Clausen er født den 7. marts 1942, er gift med Pernille, har to børn Emil og Louise og børnebørn. På hans CV står der blandt andet gøgler, musiker, debattør, manuskriptforfatter, filminstruktør, skuespiller, billed- og skulpturkunstner og cykelrytter.

Annonce

Grundstyrken blev skabt på cykel

Erik Clausen købte sin allerførste cykel i Malmø. Han var en lidt tyk og genert dreng, der var vild med at cykle. Og cyklingen gav ham en god grundstyrke. Dengang kunne man ikke købe cykler i Danmark, så Erik måtte til Sverige for at købe den.

Hans velkendte frækhed kom allerede til udtryk i en tidlig alder, da han ikke fik lov til at tage sin nye cykel ind i København uden at skulle betale told. Erik efterlod den ved Københavner-tolden og hentede den dagen efter med en forklaring til tolderne om at den skulle tilbageleveres. Den unge Erik cyklede via Helsingborg inklusiv tøjskift til svedende cykelhabit og cyklede så i land fra Helsingør færgen i stedet, uden at blive stoppet i tolden.

Erik Clausen troede egentlig at han skulle fortsætte sin cykellidenskab på eliteplan, han overhalede endda Ole Ritter og har sågar cyklet bjergterræn i De Franske Alper. Alligevel blev det i sidste ende filmens vej han tog.

Erik Clausen er stadig glad for at cykle, men er desværre styrtet et par gange indenfor de sidste år i Danmark og har langtidsparkeret cyklen for nu. Men sin gamle ven Ole Ritter ser han stadig.

Cykler er da også et af Clausens yndlingsmotiver blandt mange af hans kunstværker i hjemmet, der også fungerer som atelier på Enghave Plads.

Filmkontoret ligger på en anden etage i samme opgang. Her sidder to gule kanariefugle i bur, der pipper lystigt med, når han fløjter. Her er der både udsigt til Enghave Plads og til hans utallige film i form af filmplakater på kontoret.

Clausen er udlært maler, men alt andet, han har bedrevet gennem 79 år i kunstens og kreativitetens navn er 100 procent autodidakt. Han voksede op med sin mor og han mødte først sin far da han var 14 år. Han husker sin barndom som god.

Annonce

Den røde tråd

Den røde tråd i Erik Clausens liv har altid været kampen mod uretfærdighed og støtten til de svage, hverdagens uheldige helte, udstødte skæve eksistenser og ikke mindst arbejderklassen.

Altid beskrevet eller debatteret med humor, kærlighed, mod og frisk med en rap replik. Den værste egenskab i livet Clausen ved er snobberi både ned og opad. Den mestrer han om nogen at tage brodden ud af og man må lægge sig fladt ned i støvet af latter når Clausen fremstiller snobberiet i sine film eller som samfundsrevser på national TV.

- Snobberiet er en fjende for den fri kunst, siger Erik Clausen og fortsætter:

- Og nu vi er ved emnet er fjernelsen af Mormors Kolonihavehus fra Højskolesangbogen et godt eksempel på snobberi. Men også en ære igen at være på banen som 'det dårlige selskab'.

Annonce

Corona året der gik

Det sidste år har for Clausen budt på masser af gode ting, trods corona. Året er gået med at skrive og lægge sidste hånd på et manuskript som datteren Louise arbejder med på.

'Clausen & Petersen på plejehjem', er filmens titel. Der er fundet locations og møblering. Clausen har talt med kolleger og fundet roller til filmen. Den handler om to ældre mænd på et plejehjem. Og som i et godt langtidsholdbart venskab og i en smuk livssløjfe på film-og venskabscirklen skal Leif Sylvester Petersen spille den anden plejehjemsbeboer.

- Vi har jo udseende til plejehjem, griner Clausen.

Clausen har også holdt sig i munter og frisk i Corona året med mange små gåture på Vesterbro. Og hans søde genbo 3-bjørne butikken på Enghave Plads har hjulpet ham med daglige madindkøb.

Annonce

Clausens sensommer

Erik Clausen er nået til den sidste del af sin livsrejse på planeten Clausen og har følgende betragtning:

- Du ved ikke, hvordan det er at blive gammel, for du har ikke prøvet det før.

- Man omtaler sine aktiviteter i datid. Tænker meget på ting der er sket. Sygdomme støder til, slitage sniger sig ind og går ud over alle omkring en. Bare det ikke går udover mit gode humør, siger han og fortsætter:

- Jeg synes mit liv er spændende at tænke tilbage på, og jeg fik set det jeg ville. Jeg har oplevet ting og stået til ansvar. Jeg har haft gode kammerater til at lege med i film, musik og forskellige andre ting. Kan man ønske sig mere?

Annonce

Ufrivillig hæder

Modsat de fleste var det ikke med Clausens gode vilje, at han blev optaget i Kraks Blå Bog:

- Det er en elitær fedterøvsbog. Prestige og hierarki er ikke noget for mig. Så hellere optagelse i den røde bog.

På øverste hylde i Clausens køkken står to bodil statuetter blandt mange andre hæderspriser. Men de er ikke pralende fremme i front. En buste eller hædersflise i Istedgade er heller ikke noget for Erik Clausen, for som han siger:

- Der skal være plads til andre og dagdriverne ville nok pisse på den. Jeg er glad for at have kæmpet for socialrealisme for eksempel via mine film.

Annonce

Bare rolig, jeg er jo ikke død endnu

Et par timer i Clausens upretentiøse enestående og inspirerende selskab går frygteligt hurtigt.

Erik Clausen er et menneske, man ikke vil hjem fra igen. Det bliver nødvendigt engang at opføre et Erik Clausen Museum for at få plads til alle hans livsværker. Der er så talrige og spændende i dybet at det er umuligt at tælle og fortælle om på få avissider.

Og på spørgsmålet om hvad Clausen gerne vil huskes for, siger han:

- Bare rolig jeg er jo ikke død endnu, og tilføjer:

- Men jeg vil gerne huskes som manden der sammen med Sylvester skrev Mormors Kolonihavehus og mange andre populære sange.

- Og jeg vil også gerne huskes for at være den, der lavede en række film, som indeholder håb, kærlighed og humor.

Erik Clausen i sit malerværelse på Enghave Plads. Foto: René Mølskov
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
BYLIV

Her er forvandlingen af Skolen ved Sundet

Annonce