Annonce
KLUMME

Komplimenter til en Vesterbro-pige af de gode, de onde og de sjove

Frihedsgudinden i New Yorks havn. Foto: Githa Schultz

Jeg er gået gennem livet nogle gange med skyklapper, himmelvendte øjne eller i god tro, når der er faldet komplimenter af.

Smuk, intelligent, sjov er en god cocktail af komplimenter, jeg har fået. Selvom smuk som ydre i mit liv egentlig har givet mig større problemer end livskvalitet. Men pyt, det kompliment er stilnet af med alderen.

På et tidspunkt havde jeg en kæreste, som var lidt af en udfordring og vist også været medlem af en rockergruppe og noget med et ophold på Hotel Tremmely. Det lå i hans fortid, og jeg vil gerne som udgangspunkt være med til at lade fortid være fortid og starte et nyt kapitel med folk, jeg møder på min vej. Ham og jeg kunne skændes og diskutere, og det bedste kompliment fra lige netop ham til mig var, at han hellere ville have bank af rockere end at diskutere med mig.

Annonce

En anden kæreste med lidt blødere tilgang til livet, og som var forfatter, sagde, at jeg mindede ham om en blanding af Fru Fernando Møhge og frøken Friis fra Matador. Det synes jeg er et flot kompliment og kan sagtens identificere mig med begge karakterbeskrivelser.

Bevares, der er også 'mean girl'-komplimenterne. Fra en ekskærestes nye kæreste. Som spurgte til min alder. Og det viste sig så, jeg var fem år ældre end hende. 'Og som om det overhovedet var et kompliment', siger hun, hvor vi begge er på vej op i 40'erne:

- Ih altså, når jeg bliver lige så gammel som dig, håber jeg at se lige så godt ud.

Det dummeste 'mean girl'-kompliment kom dog fra en ellers talentfuld, kreativ kvinde. Da vi mødtes første gang, begavede hun mig med sin spidskompetence, plante smil, solskin og frø i min have. Men da vi røg i en diskussion på de sociale medier, skrev hun: 'Du har ellers så blå øjne og lyst hår, og jeg troede - åbenbart derfor - du var så sød'. Den form for kompliment topper enten dumhed eller sure rønnebær i forrådnelsesprocessen. Det er mere en krigserklæring end et kompliment. Desuden er min øjenfarve grøn og min naturlige hårfarve leverpostej.

- Du ser så uskyldig ud. Og det er jo en af de rigtig, morsomme komplimenter fra folk, som jeg har haft det allersjovest med.

Jeg har nogle fotos af Marilyn Monroe på min væg. Og for årtier siden troede begge mine forældre, der besøgte mig hver for sig og en ekskæreste, at det var fotos af mig. Jeg fortalte det til en kvinde, og hun syntes, jeg var selvoptaget, blev næsten hånlig og forarget og misforstod det fuldstændigt. Det var jo ikke mig, der påstod, at jeg engang lignede Marilyn Monroe. Jeg har nu altid taget det som et kæmpe kompliment, at ikke engang mine forældre kunne se forskellen, og at det var Marilyn Monroe, der hang på min væg.

Da jeg var i 20'erne var jeg på skiferie med en kæreste og hans bedste ven. Af en eller anden grund var vennen og jeg ikke helt på bølgelængde, uden jeg egentlig vidste hvorfor. Men han gav mig det smukkeste kompliment, troede jeg resten af ferien, og længe efter jeg kom hjem.

Komplimentet var navnet på en smuk fugl lidt hen af silkehejren ballet til bens, slank og yndefuld i min forestillingsverden, indtil jeg blev nysgerrig nok efter at lære den fine fugl at kende og slog varan op i datidens lexikon og blev klogere.

Nummer et på mit livs kompliment-hit- og 'shit liste', som jeg bedst kan relatere til, kom dog fra et barn for længe siden. Min Vesterbro-venindes datter på fire år åbnede hoveddøren, da jeg ringede på før dørtelefonens opfindelse og sagde benovet og glad:

- Er det dig, som er Frihedsgudinden?

Frihed som livsværdi har altid ligget på min førsteplads. Frihedsgudinden nåede jeg helt op i, da hun stadig var åben for publikums besøg i New Yorks havn. Og kiggede ud af sin krone i slutningen af 1980'erne. Kronen bestod af vinduer, der funklede som juveler på afstand i en smuk solnedgang, og mit eget voksenliv var for alvor på vej til at forme sig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce