Annonce
Klumme

Om at blive far

Mads Graves Pedersen, sognepræst i Tagensbo Kirke. Foto: Rebecca Veinø Johansen

Det er sjældent, at jeg oplever en reel skriveblokade. Som sognepræst er det at skrive en helt central del af ens arbejdsliv. Man skriver naturligvis prædikener, men meget af tiden går også med at skrive dåbstaler, vielsestaler og begravelsestaler, og på en travl uge kan man let komme til at skrive en tale om dagen.

Så det der med at sidde foran et åbent tomt dokument på computeren, og stirre ind i skærmens blåhvide lys, det er hverken særligt skræmmende eller udfordrende for mig.

Men for en månedstid siden skete der noget i mit liv, som jeg med det samme tænkte, at jeg blev nødt til at skrive om, men hurtigt fandt ud af, at det kunne jeg ikke. Jeg blev far til en lille pige.

Annonce

Efter et par dage, hvor min hustru og jeg langsomt var ved at falde til i vores nye roller, og vi også så småt var ved at vende os til at dele hjemmet med et nyt lille menneske, satte jeg mig på mit kontor for at skrive nogle af alle mine tanker ned. Jeg må have siddet der en halv times tid, uden at der skete noget. For det hele var stadig for tæt på. Det var for stort. Jeg var stadigvæk overvældet af tusinder af forskellige, og til dels også modstridende, følelser. Jeg kunne simpelthen ikke sætte ord på det.

Nu er der gået godt og vel en måned, siden jeg første gang sad i en stol midt om natten ude på Herlev Hospital med min nyfødte datter liggende på min brystkasse, og i takt med at hverdagen lige så stille er vendt tilbage, om end for altid forandret, så er ordene ligeledes ved at have fundet hjem igen.

Som far er en fødsel en meget mærkelig disciplin. Man står på sidelinjen, og skal på én gang være en medfølende, støttende og forstående partner, samtidigt med at man absolut ingen forudsætninger har for at sætte sig ind i den smertefulde kraftpræstation, som den kvinde, der lige om lidt skal blive mor, er i fuld gang med.


Vi voksne har en masse at lære fra børnene.

Mads Graves Pedersen


Man forsøger sit bedste. Man minder om vejrtrækningsøvelserne, tørrer sveden af panden med en fugtig klud og lader med glæde sine hænders knogler males til benmel mellem kvindens stærke fingre ved hver en presseve.

Og så sker det. Øjeblikket hvor barnet kommer ud, grå og lilla i farven, og med et forsigtigt vræl hilser på den verden, som det fra det sekund er blevet en del af. Man siger, at en kvinde er mor, så snart hun ser de to streger på graviditetstesten. Det er nok en generalisering, for mon ikke der er lige så mange måder at forholde sig til sin graviditet på, som der er kvinder.

Der er sikkert også fædre, som føler sig som fædre, første gang de mærker barnet sparke igennem maven, eller efter man første gang hører det lille hjerte slå ved en ultralydsscanning.

Jeg kan dog for mit eget vedkommende sige, at jeg først for alvor blev far i det øjeblik, min datter blev båret op på min hustrus bryst. Jeg skulle se hende med mine egne øjne, før jeg rigtig forstod det. Men så forstod jeg det til gengæld også.

Det føltes som om at blive ramt af et godstog. Først og fremmest var følelsen af lykke overvældende, men den stod ikke alene. Det var som en buket af mange følelser. Glæden og lykken var blandet med en underlig melankoli, tusindvis af bekymringer opstod ud af ingenting, og midt i mit livs lykkeligste øjeblik var jeg samtidig også ked af det over, at der en dag skal komme en tid, hvor jeg ikke længere skal være sammen med min datter.

De første par dage var mine nerver mildest talt flossede. Jeg skulle tage mig gevaldigt sammen for ikke at stortude hele vejen igennem alle bleskift, for at stå med dette lille liv i mine hænder var så stort for mig, at det var umuligt for mig at bevare en eller anden praktisk afstand til situationen. Min hustru var heldigvis mere fattet og sørgede for, at alt kørte på skinner, alt imens jeg prøvede at holde sammen på mig selv.

Til min store lettelse fandt jeg heldigvis ud af, at min reaktion ikke var så usædvanlig. Ved et af de første barselsbesøg hev min hustrus søsters mand mig til side. Han ville give mig en gave – en veneziansk rom, der var god, men ikke så god, at man aldrig ville finde en anledning til at drikke den.

Rommen var dog ikke det vigtigste, det var til gengæld ordene, som fulgte med den. For han fortalte om, da han var blevet far første gang, og om, hvordan han dengang ud af det blå kunne begynde at græde. Det var meget betryggende at høre, og jeg kunne med stor lettelse fortælle ham, at det var lige præcis sådan, jeg havde det. Efterfølgende har jeg talt med flere nybagte fædre, som har oplevet det samme.

Når jeg som præst skal døbe et barn, så taler jeg altid med forældrene i ugerne op til selve dåben. Vi taler både om det rent praktiske, såsom hvilke salmer der skal synges, og hvem der skal bære barnet op til døbefonten. Men vi taler også om, hvad dåben betyder for dem, og hvad den betyder for mig, og vi taler om ritualet og de bibeltekster, der knytter sig til ritualet.

Èn af de tekster er en sand klassiker, som de fleste nok kender, hvad enten de ofte går i kirke eller kun kommer der til jul. Det er fortællingen om Jesus, der på trods af, at disciplene prøver på at holde dem væk, lader de små komme nær og tager dem i sin favn og velsigner dem.

Da jeg lige var blevet præst, syntes jeg faktisk, at den fortælling var lidt malplaceret i dåbsritualet. For den handlede jo ikke om dåb. Der var ganske vist nogle børn, som blev velsignede, men det var måske også kun derfor, fortællingen havde fundet vej ind i folkekirkens dåbspraksis.

Men med tiden er jeg blevet mere og mere glad for fortællingen. For én ting er sikkert; Ved barnedåb er der altid en masse voksne til stede, og fortællingens pointe er ikke så meget rettet mod barnet, som det er rettet mod de voksne. For Jesus siger, at tager man ikke i mod gudsriget ligesom et lille barn, da kommer man slet ikke ind i det. Med andre ord: Vi voksne har en masse at lære fra børnene. Børns nysgerrighed og umiddelbare taknemmelighed. Børns vilje og lyst til at udforske verden og til at opsøge nye venskaber. Børns fantasi og forestillingsevne.

Alt dette glemmer vi hurtigt som voksne, og det skal genlæres med børnene som læremestre. Men efter oplevelsen den nat ude på Herlev Hospital, så er der én ting, jeg nu synes, er det vigtigste, vi kan lære. For da jeg sad der i stolen, med denne her lille splinternye pige liggende på mit bryst, da var dét, som gjorde allerstørst indtryk på mig, den tillid hun viste mig.

Skønt jeg var hendes far, og hun var min datter, så kendte vi ikke hinanden. Hun anede intet om denne nye store stygge verden, hun pludselig var faldet ind i. Hun kende ikke duftene, lydene eller lyset. Og alligevel lagde hun hovedet indtil mig og fandt ro og faldt i søvn. Uden det mindste tegn på frygt.

Vi kommer altså alle sammen til verden med en iboende forestilling om, at verden vil os det bedste. At intet og ingen vil os det ondt. Vi kommer til verden fuld af tillid. Så næste gang jeg sidder til en dåbssamtale og taler om fortællingen om Jesus og de små børn, så vil jeg understrege, at det, vi først og fremmest skal lære af vores børn, er at have tillid til, at verden grundlæggende er god.

Annonce
Bydel

Usædvanligt opråb: Kom og parkér jeres cykler her

København

Søndagens coronatal: Tre døde med Covid-19 det seneste døgn

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
KULTUR

Tine og Carsten genåbner ikonisk kulturperle: - Det ville jo være synd, hvis der kom en cykelhandler i stedet

Samfund

Skilt skrevet på dansk skaber forvirring blandt romaer på Lyngsies Plads

Danmark

Løvkvist til DF-årsmøde: Den weekend, Pia Kjærsgaard mistede sit parti

Sport

Chris Anker Sørensen er omkommet efter trafikulykke i Belgien

Danmark

14.028 klip i kørekortet på et halvt år: Alt for mange er optaget af mobiltelefonen i trafikken

byliv

Ny hæder til København: Kåret som verdens sikreste by

Byliv

Folkefest på alléen: Årets teaterflise er lagt

Byudvikling

Så er den gal igen: Søjler i skandalebyggeri lever ikke op til brandkrav

Debat

Send ungerne på plejehjem

Københavns fremtid

KøbenhavnLIV inviterer til live-debat 50 dage før kommunalvalget

Byliv

Ikoniske Café Rosenhaven lukkes efter hård kamp: Det gør ondt at sige farvel

Byudvikling

Det er nu eller aldrig: Halvdelen af Bispeengbuen skal rives ned

Annonce