Annonce
Klumme

Set fra vinduet: En altan med udsigt...

Udsigt til altan og udsigt fra altanen. Foto: Amalie Pind

Jeg har fået en 1,5 meter dyb og 3,5 meter lang altan udenfor mit vindue. Ja, den ligger så tæt på mit vindue, at det kunne have været min. Det er det bare ikke.

Den nuværende lovgivning på altanområdet har store gråzoner omkring indbliksgener, og det betaler jeg og mine naboer nu prisen for.

De fleste københavnerne drømmer om en altan. Det har jeg også gjort. Jeg har bidt i mig, at jeg boede for tæt på et hjørne og i en for smal en gade til nogensinde at blive en del af de glade mennesker, der sidder med deres keramikkop fyldt med frisk kaffe i den bagende sol, som man ser på altanfirmaers reklamer.

Annonce


Udsigten for dem bliver første parket til mit hverdagsliv med morgenhår, telefonsamtaler og madlavning,

Amalie Pind


Der er desværre bare ikke nogen, som nævner de negative konsekvenser det kan få at sætte altaner op i tæt bebyggelse. Indbliksgener, støjgener, forringelse af gårdmiljø og en altan med udsigt direkte ind i folks liv.

Til min store skræk har jeg, mine overboer og naboopgang har fået opsat altaner lige udenfor vores køkkenvinduer, som skaber så store indbliksgener, at jeg ikke længere kan stå i mit køkken, gang og halvdelen af min stue, uden at kunne få øjenkontakt med personen, der er på altanen.

Jeg kan høre samtaler, som var jeg med i dem, også med lukket vindue. Og ja, sidder jeg ved mit spisebord og naboen på deres altan, så spiser vi faktisk sammen. Havde det været selvvalgt, kunne det sikket have været hyggeligt, men påtvunget øjenkontakt og mangel på privatliv er desværre invaderende og grænseoverskridende.

”Altaner må ikke skabe væsentlige indbliksgener til naboen”, står der sort på hvidt i lovgivningen på området. Her er der dog desværre en gråzone, da indbliksgener i samme ejerforening ikke er reguleret herunder. Der er derfor fx ikke krav til indbliksskærme, medmindre ejerforeningen kræver det.

Vi er et mindretal i ejerforeningen, som ikke kan få altaner, er der klart, at vi ikke kunne få standset opsætningen. En fuldmagt fra ejerforeningen tager kommunen som et blåstempel af enighed og informeret samtykke fra beboerne.

Vi er bare ikke blevet fremlagt en byggeplan inden opsættelsen eller være kaldt til nabohøring herom, og har derfor ikke været i stand til at gøre indsigelse og finde en løsning i fællesskab, så alle parter kunne have fået en god oplevelse med det.

Om mine naboer har fået fremlagt en byggeplan, der tydeligt viser, at udsigten for dem bliver første parket til mit hverdagsliv med morgenhår, telefonsamtaler og madlavning, det ved jeg ikke. I mine øjne er det i hvert fald ikke en udsigt, man frivilligt vil betale flere 100.000 kroner for. Det havde jo nok også været en fedede altan for min nabo, hvis han ikke havde fået første parket til mit liv med i købet.

Så selvom jeg jo kan tage det som et kompliment, at nogen vil betale for at kigge ind i min lejlighed, så synes jeg, at det helt uforståeligt, at retten til en altan overtrumfer retten til et privatliv i Københavns Kommunes lovgivning.

Kommunen afviser alle klager, og ejerforeningen ignorerer vores spørgsmål. Og det er næsten det, der er værst. At der ikke er en, der vil tale med os. Vi bliver automatisk stemplet som sure anti-altanister.

Det er bare ikke tilfældet. Vi vil bare gerne høres og have svar på, hvem der har stillet sig kritiske overfor altanfirmaets ansøgning til kommunen, og have haft lov til at blive hørt i processen, når det har lige så stor indflydelse på vores hverdag, som dem, der får altanen – bare udelukkende negativt med indbliksgener og forringelse af salgspris.

Men politikerne passer bedre på altanfirmaernes indkomstmuligheder end københavnerens privatliv. Og omtanken for sine naboers ve og vel. Ja, den er vist også lige røget sig en tur.

Er der virkelig den slags altaner der er attraktive, og den slags naboer vi gerne vil være på Østerbro?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
BYLIV

Her er forvandlingen af Skolen ved Sundet

Annonce